Typer høretab

Konduktivt høretab

Ethvert problem i det ydre øre eller mellemøret, der forhindrer lyd i at blive ledt rigtigt videre, kaldes konduktivt høretab. Konduktivt høretab er normalt let eller moderat og strækker sig fra 25 til  65  decibel.

I nogle tilfælde kan konduktivt høretab være midlertidigt. Afhængigt af årsagen kan medicin eller operation afhjælpe problemet.  Konduktivt høretab kan også afhjælpes med høreapparat, et mellemøreimplantat eller et benforankret implantat.

Sensorineuralt høretab

Sensorineuralt høretab skyldes manglende eller beskadigede sanseceller (hårceller) i sneglen og er i reglen permanent. Sensorineuralt høretab, der også kaldes "nervedøvhed", kan være let, moderat, svært eller meget svært.

Let til svært sensorineuralt høretab kan i reglen afhjælpes  med høreapparat eller mellemøreimplantat. Cochlear-implanter er ofte en løsning i tilfælde af svært til meget svært høretab.

Nogle personer har kun sensorineuralt høretab i det høje frekvensområde, de kaldes også delvist døve. I disse tilfælde er det kun hårcellerne nederst i sneglen, der er beskadigede. I sneglens indre, spidsen, er de hårceller, der er bruges til at høre de dybe toner, stadig intakte. Kombineret elektrisk og akustisk stimulation, EAS, er udviklet specielt til den type høretab.

Blandet høretab

Blandet høretab er en kombination af sensorineuralt og konduktivt høretab. Det skyldes problemer i både det indre øre og det ydre øre eller  mellemøret. Mulighederne for behandling er medicin, operation, høreapparat, mellemøreimplantat  eller benforankret implantat.

Neuralt høretab

Et problem, der skyldes  en manglende hørenerve eller skader på hørenerven, kan medføre neuralt høretab. Neuralt høretab er normalt et meget svært  og  permanent høretab.

Høreapparat og cochlear-implantater kan ikke hjælpe, fordi nerven ikke kan sende lydinformationer til hjernen.

I  mange tilfælde kan et auditivt hjernestammeimplantat (ABI) muligvis bruges som behandling.

© 2017 MED-EL